Gratis

Fisk og fiskeri

Beskrivelse

Lær om fisk og fiskeri – og mærk roen sænke sig på en fisketur

Det at fange mad fra hav, sø eller å har altid været vigtigt for mennesket. I dette forløb ser vi nærmere på fiskeriets betydning og udvikling. Eleverne introduceres også til forskellige fisk og så skal vi naturligvis på fisketur ved en nærliggende sø.

Aktiviteter

Kastenet, sænkenet, fiskelustre, bue og pil, vod, trawl, fiskestænger, ruser, tejner – vi kunne blive ved. Mennesket har gennem tiden opfundet mange fiskeredskaber tilpasset forskellige former for bytte. Vi starter med at se på forskellige redskaber og hvordan de virker. Vi ser også nærmere på nogle af de fisk, vi kan finde i de ferske vande. Der skal også skabes et overblik over, hvordan fisken ser ud og hvilke tilpasninger, den har. Vi skal jo helst vide, hvordan vi kan undgå at blive opdaget og dernæst narre fisken til at bide på krogen… Vi går til en af de nærliggende søer med fiskestænger og sænkenet. Her lærer eleverne at fiske – og samtidig får de forhåbentlig mærket den ro, der sænker sig over én, når man opholder sig i naturen. Forhåbentlig fanger vi noget – og hvis ikke, så har det været en god oplevelse alligevel.

Forberedelse

I kan prøve at finde regnorm og lære at håndtere dem på forhånd. De kan godt være svære at sætte dem på en krog, hvis man i forvejen er lidt nervøs for at holde dem i hænderne. I kan også skære jeres egen fiskestang - se hvordan på skoveniskolen.dk (følg linket i "Undervisningsmateriale"). Hertil skal der bruges en prop, så I kan også undersøge, hvad man kan bruge som alternativer til en købt prop. Man kan selvfølgelig bruge en vinprop - men hvad med en fyrrekogle? Flyder den? Prøv selv med flere ting.

Efterbehandling

Kan I bygge en fisk? Fisk har en svømmeblærer, som den kan regulere sin position i vandet med. Er der meget luft i, ligger fisken højt i vandet. Er der mindre luft i, ligger fisken dybere i vandet. Måske kan I bygge jeres egen fisk af tomme plasflasker, balloner og plastslanger. I kan også tegne fisk og sætte papirclips på munden af fiskene. Så kan I fiske i en tom balje hjemme i klassen, hvis i sætter magneter på enden af jeres fiskestænger. Eller pynt hele jeres klasse som en sø eller et hav under overfladen med tegnede fisk og planter. Så kan I have det som en fisk i vandet hver dag! 

Formål

Målet med forløbet er, at eleverne lærer at kende enkelte fiskearter fra vores natur, lærer at fiske med simple redskaber og mærker, at naturen og oplevelser heri påvirker deres humør og følelser.

Kompetenceområde

  • Undersøgelse > Organismer
  • Modellering > Modellering i naturfag, Organismer
  • Perspektivering > Organismer
  • Kommunikation > Ordkendskab

Lærerrolle

Hjælpe eleverne med det praktiske omkring fiskeri, hjælpe eleverne til at se sammenhæng med det, de i forvejen har lært på klassen.

Sted
AQUA Naturfagscenter
Vejlsøvej 55
8600 Silkeborg
Undervisningsmateriale
Tilmelding

Udfyld formularen via feltet "Kontakt udbyder"